Hvordan laver du en god dating profil? Hvad er det gode profilbillede, og hvordan skriver man en fængende profiltekst?
Først er det vigtigt at overveje, hvad målet er med din dating-profil. Målene med en dating profil er typisk:
- Tiltrække maksimal opmærksomhed fra dem, du ønsker at tiltrække
- Blive matchet med dem, du ønsker at matche med
- Give et sandfærdigt billede af, hvem du er, så et forhold ikke bliver startet på falske forudsætninger (som så senere skal brydes ned og erstattes med sandheden)
- Give potentielle dates mulighed for at starte en samtale ud fra din profil
Hør hvad du skal have med i din dating profil
I dette afsnit af RADIO4’s program, Missionen, taler jeg om den gode dating profil og om, hvordan man finder kærligheden.
En dating profil består af billede og tekst
En dating profil består typisk af to elementer, nemlig billeder og tekst. Her er grundreglerne for, hvordan man bygger så dating profil op, så du optimerer den i forhold til målene beskreven ovenfor.
Profilbillederne
Grundlæggende skal dine profilbilleder bestå af 4 til 6 billeder (bestemt ikke færre end 4). Billederne skal være skarpe og i god kvalitet, hvor man kan se dig. Det vil sige, at solbriller ikke er så godt og stærk belysning og grynede billeder ikke rigtig kan bruges. Desuden skal du være centrum i billederne, men et enkelt eller to må gerne have nogle andre mennesker, som viser, at du også har et socialt liv. Billederne skal desuden være nye – maksimalt 1 år gammelt.
De fire typer billeder, din profil skal have
Din dating profil skal indeholde følgende formater af billeder:
- 1-2 Headshots/portræt-fotoer. Din profil skal indeholde 1 til 2 close-up fotos af dit ansigt. Du skal smile og virke imødekommende. Dog viser undersøgelser, at du ikke må smile alt for meget, da det nogle gange kan virke lidt ‘creepy’, hvis man ikke kender konteksten. Prøv eventuelt at have et ‘skolefoto’ eller et af dem, du ville bruge på din Linkedin profil. Det andet close-up portrætfoto kan så være et, hvor du smiler mere, eller taget lidt fra siden eller, hvor du er i gang med en aktivitet.
- 1-2 Figurbilleder. Din profil skal også have 1 til 2 figurbilleder, hvor man kan se din figur. Du behøver ikke posere foran kameraet, og du behøver ikke at have stramt tøj på. Men man skal klart og tydeligt kunne fornemme din figur, om din kropsbygning er veltrænet, normal, lidt rund, buttet osv. Folk har forskellige præferencer, og det er vigtigt, at du tiltrækker dem, som tænder på dig og din figur – og ikke dem, som ikke gør.
- 1-2 sociale billeder. Det er vigtigt, at du også viser dig fra din sociale side med nogle venner eller familie. Ellers kan det virke som om, at du ikke har noget socialt liv. Så et par billeder, hvor du laver noget med familie eller venner, kan være en god ide. Det kan bare være en gåtur, et bryllup eller noget andet.
- 1-2 aktivitetsbilleder. Din profil skal også have nogle aktivitetsbilleder, som viser, hvad du godt kan lide at lave i din fritid. Det er disse billeder, som giver andre gode muligheder for at finde på ting at skrive til dig. Det kan for eksempel være en rejse, som du har været på eller en hobby, som du har.
De gode profilbilleder
Der er nogle generelle regler for de gode profilbilleder, som du bør følge.
- God kvalitet. Billederne skal være i god opløsning og skarpe. Der må ikke være over- eller underbelysning.
- Ingen nøgenhed. Med mindre du leder eksplicit efter et hurtigt knald på scor.dk eller andre platforme, så skal du undgå for meget nøgenhed. Hvis du er for udfordrende som kvinde, kan du tiltrække for mange lystne mænd, og det kan blive træls i længden. Hvis du er mand og har bar overkrop, så er der mange kvinder, som vil swipe ‘nej tak’, fordi du virker useriøs. Du kan sagtens seksualisere en relation senere, men at gøre det, før I kender hinanden, er en postgang for tidligt.
- Sandfærdige billeder. Du må ikke lyve eller pynte på sandheden. Det gælder generelt i livet og specielt på dating-platforme. Hvis du foregiver, at du ser ud på en anden måde, end du gør, så får det negative konsekvenser senere i relationen. Måske bliver du valgt fra på første date, fordi du ikke lignede dig selv som på billederne. Og så har I begge spildt en aften. Selvom samfundet har stærke kropsidealer, så er det ikke ensbetydende med, at der ikke findes mænd og kvinder, som netop tiltrækkes af din form, figur og væremåde. Hvis du er ærlig om, hvem du er, og hvordan du ser ud, så vil du tiltrække de rigtige mennesker at gå på dates med.
- Indbyde til samtale. Dine billeder skal fungere som blikfang, som gør andre datere interesseret i at vide mere. Du skal med andre ord fortælle en historie med dine billeder, som andre gerne vil høre. Hvis alle dine billeder er taget på kontoret, hvor du arbejder, så vil det se ud som om, at du ikke laver andet end at arbejde. Hvis du kun har billeder fra Dubai, så tror folk at du lever i Dubai og har en dyr livsstil – selvom du måske lige er blevet fyret og stadig bor hos dine forældre i Snave. Hvis du bor i Snave, så skal du måske have billeder af dig på gåtur i den smukke natur med din hund. Dine billeder skal afspejle, hvordan andre vil opleve dig, når de lærer dig bedre at kende.
- Gerne GIFs eller video. Hvis du har mulighed for at lægge en lille GIF eller video op af dig selv, hvor du smiler og virker imødekommende, så er det rigtig godt. På video virker vi mere levende, og man føler med det samme, at man kender dig bedre ved at have set din mimik.
Valg af tøj og stil
Mange tænker også på, hvad de skal have på af tøj på deres profilbilleder – specielt figurbilledet. Mit svar er altid, at du skal have det tøj på, som du har på, hvis du er ude og spise med nogle venner eller familie. Altså ikke alt for pænt men heller ikke camping-habitten til sofahygge. Det samme synes jeg, gør sig gældende på en første date, hvor man ikke må være ‘underdressed’. Så, pænt tøj fra klædeskabet, som man også kunne finde på at tage på, hvis man skal på en afslappet bytur med vennerne.
I forhold til dine sociale- og aktivitetsbilleder, så er det klart, at her kan du have alt muligt tøj på afhængig af den aktivitet, som du udfører. Hvis du er til bryllup, er du selvfølgelig super skarp. Hvis du hopper i faldskærm eller windsurfer, har du selvfølgelig tøj på til det osv.
Et eksempel på et dårligt profilbillede. Solbrillerne fjerner det personlige indtryk, som billedet ellers ville have givet.
Dit første billede
Brugere af online dating-apps bruger i gennemsnit 4 sekunder per dating-profil. I praksis betyder det, at det absolut bedste, man kan gøre for at fange opmærksomheden hos andre brugere er ved at have et godt første profilbillede. Kvinder har det betydeligt nemmere i forhold til at tiltrække sig opmærksomhed, da der både er flere mænd på dating-apps, og mænd swiper ’ja tak’ på 80% af profilerne, de ser. Da kvinder kun swiper ’ja tak’ på 5% af profilerne, er det enormt vigtigt, at mænd har et godt første profilbillede. Dette afsnit er derfor særlig relevant for mænd at læse, hvis de vil have flere matches på dating-apps.
Din profil er et udstillingsvindue
Man kan tænke sin dating-profil og en dating-app som en online markedsføringskanal. Der gælder de samme regler for, hvad der tiltrækker folks opmærksomhed på en dating-app, som hvis man reklamerer for et produkt på Instagram. Det gælder om at skille sig ud fra mængden eller overraske på sit første billede. Det første billede er det, som fanger opmærksomheden og giver folk lyst til at vide mere. Derfor er de andre billeder på din dating-profil af sekundær betydning. Du kan sammenligne det med en forretning, som har en facade, hvor folk bliver tiltrukket til at gå ind og se, hvad der er på hylderne. Dine andre billeder og profiltekst er, hvad der er på hylderne.
Tiltræk opmærksomhed
Når du skal vælge et godt første-billede til din dating-profil, så er billeder med stærke kontraster, som for eksempel sort og hvid, bedst. Øjet tiltrækkes af kontraster frem for billeder, hvor motivet flyder sammen med baggrunden. Man kan opnå en kontrast ved at have en rolig eller udvisket baggrund og skarp fokus på dig fra skuldrene og op. Farven rød er den farve, som folk drages mest af. Derfor er det godt, hvis der kan være røde toner på billedet, selvom et godt billede uden rød er bedre end et dårligt rødt billede.
Det første billede skal være af dig fra skuldrene og op, så man nemt kan se dit ansigt. Du må ikke have solbriller på. Undersøgelser viser, at du ikke behøver at kigge ind i kameraet og heller ikke behøver at smile eller grine for meget, da det kan give indtryk af, at du er for tilgængelig eller useriøs. Tænk også over, hvad du har på, og hvad du signalerer jævnfør det foregående kapitel.
To strategier for profilbilleder
Grundlæggende kan du vælge en af to strategier for dit billede.
Første strategi: Gå mainstream og bredt
For det første, kan du signalere konformitet, for at tiltrække så mange som muligt til din profil. Det gør du ved at vælge billeder, hvor du ikke har særlige symboler, påklædning eller særlige træk, som sender stærke signaler eller identificerer dig med en smal subkultur. Eksempler kan være piercinger eller tatoveringer, hår i unaturlige farver eller specielt tøj. Fordelen er, at du kommer til at appellere til en større målgruppe med dit billede, og at færre dermed vil fravælge dig. Det kan være en fordel, hvis du ikke specifikt søger en fra samme subkultur som dig, eller hvis du ofte ændrer stil.
Anden strategi: Vær specifik og fokuseret
Den anden strategi er at sende stærke signaler omkring din religiøsitet, politiske overbevisning eller subkultur for på den måde at tiltrække folk med samme baggrund eller interesse. Det kan være alt fra dig, imens du er på pilgrimsfærd i Mekka i fuld muslimsk klædedragt til at have et politisk logo på sin trøje, eller stå i fuld punker-outfit til en deathmetal koncert.
Men pas på med denne strategi, for i folks bevidsthed er du, hvad du viser dem. Folk danner nemlig deres første indtryk af dig igennem dit profilbillede. Det er den person, som folk på 4 sekunder overvejer, om de har lyst til at møde og eventuelt være kærester og dyrke sex med. Hvis din stil er snæver, så signalerer den som oftest også eksklusivitet. Dating handler om at åbne sig og invitere folk inden for til kaffe med din personlighed – ikke at være lukket og kun acceptere andre, hvis de accepterer alle aspekter af ens krogede og idiosynkratiske unikke selv.
Andre billeder i din profil
Det er altid godt at have så mange billeder på sin dating-profil som muligt. Det gør, at andre folk kan se flere facetter af din personlighed. Men hvad skal der så være på billederne? Grundlæggende skal dine billeder fortælle en historie om dig. Hvad laver du i din fritid? Hvor kan du godt lide at rejse? Har du oplevet noget sjovt? Men samtidig skal dine profilbilleder også vise elementer af din fysik, så din date ved, hvordan du ser ud. Dine billeder skal selvfølgelig være relativt nye eller i det mindste vellignende.
Lyv ikke på dine billeder
Man skal ligne sig selv på sine billeder. Mange mænd klager over, at kvinders billeder ikke er retvisende i forhold til deres vægt og andre attributter, og undersøgelser viser da også, at kvinder typisk lyver sig tyndere i deres profiltekst og på billeder.[1] Men det er et stort etisk og praktisk problem at pynte på sandheden, da der er en reel risiko for, at ens date så ikke finder en tiltrækkende, når man møder op med et andet udseende, om det så er 25 kg mere på maven eller helt nyt look. Etisk holder det ikke at lyve, og ens date er, efter min mening, i sin gode ret til at aflyse daten med det samme, hvis man ikke ligner sig selv. Man kan ikke forvente, at ens date skal acceptere at gå på date med en helt anden person, end han var blevet stillet i udsigt.
Start en samtale
Dine billeder skal tiltrække en potentiel date, men de skal også gøre det muligt for dit match at starte en samtale. Specielt hvis du er kvinde er det vigtigt, at dine billeder giver nogle nemme indgangsvinkler for mændene til at starte en samtale, da statistikken siger, at du ikke er den, der tager initiativ til at starte samtalen. Det kan være alt fra rejsebilleder, sportsbilleder eller billeder af hobbyer, som gør det muligt at stille et godt spørgsmål. Men din profiltekst kan også hjælpe her.
Match virkeligheden
Påklædning og udtryk betyder noget for den samlede opfattelse af dig. Billederne skal vise dig frem på en god og positiv måde, men de må ikke overdrive eller sende signaler om en livsstil, som du reelt ikke fører. Sandheden vil altid komme frem før eller siden, og hvis alle dine billeder er fra din fede tur til Dubai med gutterne for femten år siden, men du stadig bor til leje hos dine forældre i Nakskov, så vil dine dates forventninger til dig nok ikke matche med virkeligheden. Du skal generelt undgå at dine billeder er for selvfede i Danmark, hvor kulturen er mere moderet i forhold til at kommunikere personlig succes.
Billeder af en bar overkrop eller for mange billeder fra træningscenteret får dig til at se for trænings- og kropsfikseret ud. Det kan skabe usikkerhed hos modtageren om, hvorvidt de passer ind i dit liv og kan leve op til dine forventninger. Men det kan også fremstå ekstremt og som om, du lever et trist liv i et træningscenter. En bar overkrop eller stramt og nedringet tøj kan tolkes som om, at man dater for at få sex, og at man er for tilgængelig. Hvis den kommunikation man modtager selv er meget seksualiseret, så kan det være et tegn på, at man selv sender seksualiserede signaler. Hvis det ikke var det, man ønskede, så skal man modere sin kommunikation.
Profilteksten
En dating-profil består både af billeder og tekst, og på nogle apps, er der også andre baggrundsinformationer. Mange undlader at skrive noget om dem selv i deres dating-profil. Det er en skam, da det er en god mulighed for at give ens match en bedre chance for at skrive noget sødt eller kreativt, som kan starte en samtale. Fordi det er mænd, som starter samtalen i 90% af match-tilfældene,[2] så kan kvinder gøre det nemmere for mændene ved at skrive en god profiltekst.
Fortæl hvad du søger
En god profiltekst skal primært indeholde nogle informationer om dig såsom hobbyer og ting, man kan lide at lave. Men man kan også med fordel stille et spørgsmål eller lave en quiz, som dit match så kan svare på og dermed sætte gang i samtalen. Man kan prøve sig lidt frem. Hvis man får negativ feedback eller kan fornemme, at folk ikke forstår ens humor eller tekst, så kan det både fungere som en måde at skille fårene for bukkene, så man kun tiltrækker dem, som kan forstå ens humor. Ellers kan det være et tegn på, at man skal rette lidt ind og ændre sin profiltekst lidt.
En vigtig information at inkludere i sin profil er, hvad man søger. Søger man sex, oplevelser eller en kæreste? Hvis ens intention med dating ikke bliver kommunikeret klart fra start, kan der hurtigt opstå en situation, hvor man spilder hinandens tid, fordi man ikke søger det samme.
Få feedback på din profil
Det er en rigtig god idé at få specifik feedback fra dine venner og veninder på din profiltekst og profil generelt set. Din profil er selvfølgelig utrolig vigtig i forhold til at tiltrække flere mennesker og få flere matches. Men dating-apps rigistrerer også, hvor man, der swiper ’ja tak’ til din profil. Dating-apps arbejder med et rangeringssystem, hvor alle bliver indplaceret, så appen ved, hvem der er mest populær på platformen. Din ’score’ afhænger af, hvor mange der reagerer positivt på din profil. Det er samme mekanisme som på Facebook, hvor et populært opslag også får flere visninger af algoritmen. For at forbedre dine chancer og tiltrække flere singler, er det derfor utrolig vigtigt, at du laver et grundigt arbejde med din profil.
Der er også nogle grundelementer i en god profiltekst. Din profiltekst skal bygges op som følger:
- 2/3 af teksten skal handle om dig. Hvem er du? Hvad laver du? Hvad går du op i? Skriv gerne med humor her.
- 1/3 af teksten skal handle om, hvad du søger. Det er vigtigt at skrive, hvis du søger en kæreste, eller hvis du ikke gør. Du kan også skrive, at du gerne vil møde andre, men er uafklaret – eller specifikt skrive, at du ikke har sex på første date. Det er rigtig godt at forventningsafstemme allerede fra start, før du tager på date.
- Et hook. Til sidste må der gerne være et spørgsmål, en gåde eller noget, som kan få en potentiel date til at tænke lidt. Det giver andre mulighed for at skrive med et svar på dit spørgsmål. Dette ‘greb’ kaldes en ‘hook’, fordi du fanger opmærksomheden og giver mulighed for at samtalen bliver åbnet op.
Den gode profiltekst
Derudover er der nogle generelle regler, som gør sig gældende, når du skriver.
- Ingen stavefejl. Du må ikke lave stavefejl i din profiltekst. Men du må gerne skrive, hvis du ikke er så god på skrift eller til at skrive og foretrækker at ringes ved. Hvis du ikke staver godt, så kan det være en fordel at forsøge at få kommunikationen over på et audio-visuelt medie, for eksempel bare at ringes ved eller Face-time.
- Humor, men ikke for meget. Humor kan virke rigtig godt – eller rigtig dårligt. Det kommer i sagens natur an på din humor, og om den matcher dem, der læser. Du skal derfor lade en, som ikke kender dig så godt, læse din profiltekst for at vurdere, om noget er for meget, eller for lidt.
- Ikke for langt. Skriv ikke for meget tekst. Dog er det bedre at skrive for langt end for kort.
- Ikke for kort. Det er vigtigt, at folk kan læse noget om dig. I den tid jeg har datet, var der mange kvinder, som ikke havde nogen tekst. Det er virkelig ærgerligt, for så er det svært at indlede en samtale for dem, som du gerne vil tiltrække. Det kan også have den virkning, at folk tror, at man er en bot / falsk profil, hvis du ikke har nogen meningsfuld tekst men bare et par smukke billeder. Det virker ikke naturligt.
- Emojis. Emojis er en smagssag. Nogle mennesker hader dem, andre elsker dem. Generelt vil jeg sige, at man skal bruge dem med moderation (dvs. 1-3 emojis i en profiltekst), eller som man bruger dem, når man skriver normale tekstbeskeder.
- Sårbarheder. Vi har alle udfordringer i livet, og nogle er værd at dele, mens andre er meget personlige. Mit generelle råd er, at man skal være komfortabel med de ting, man deler om sig selv. Dog vil din date nok blive sur, hvis du ikke har fortalt om helt åbenlyse forhold. Det kan være, at du bor i et andet land, at du har børn, at du har et åbenlyst handikap osv. Psykiske diagnoser synes jeg godt, man må vente lidt med at fortælle om, da de ofte er tabuiseret og misforstået. Andre sårbarheder, som socialstatus, arbejdsløshed osv. kan man vende til sin fordel ved at fortælle om i sin profiltekst eller tidligt i dating-forløbet.
- Få en korrekturlæser. Få en af dine venner af det modsatte køn (eller det køn, du ønsker at tiltrække) til at læse din profiltekst. Det er en god måde at sikre sig, at du er inden for skiven.
Eksempel på et godt profilbillede. Det er et godt billede, hvor profilen virker imødekommende.
Er dit datingliv gået i stå?
Det kan nogle gange føles som om, at ens datingliv er gået i stå. Måske sidder man fast i nogle usunde mønstre. Føler du, at dating er udmattende og frustrerende?
Har du overvejet at få en dating coach? Jeg kan hjælpe dig videre, så dit dating- og singleliv bliver mere meningsfyldt, sjovere og mere målrettet.
Test din profil
Over tid er det vigtigt, at du lægger mærke til, hvad andre reagerer på i din profil. Du skal med andre ord teste, hvordan din profil virker. Det kan du gøre på en dating-app eller flere, hvor du kan have forskellige variationer af en dating-profil.
Dette skal du lægge mærke til, når du tester din profiltekst:
- Hvilke billeder reagerer folk positivt på? Kommentere de altid på det samme rejsebillede, eller får du komplimenter på et bestemt billede, hvor du ser sød eller smuk ud?
- Hvilke billeder reagerer folk negativt på? Det er en del sværere at finde ud af, hvad folk ikke så godt kan lide. Det bedste er at teste med venner og veninder. Men man kan også spørge sine dates, hvad de tænkte, at de så ens billeder. Hvilken person troede de, at man var?
- Reagerer folk på din ‘hook’? Hvis du har lavet ‘hooks’ i din profiltekst, svarer folk så på spørgsmålene? Skriver folk den første besked til dig som en reaktion på din profiltekst eller dine billeder? Hvis det gør, så er det et rigtig godt tegn.
Men jeg matcher aldrig med nogen
Hvad skal man gøre, hvis man føler, at man har prøvet alt, men stadig ikke matcher med nogen? Det nemme svar er, at man skal tale med sine venner om det. Kan de måske hjælpe med nogle fif? Ellers kan man tale med en professionel dating coach.
Jeg vil dog sige, at i langt de fleste tilfælde, så handler det om fremtoning. Specielt mænd er for skødesløse med deres billeder og deres udtryk. Sagt lidt hårdt, så sælger det ikke mange billetter, hvis man kun har et dårligt billede af sig selv liggende i sin sofa i en sort udvasket t-shirt med rester af pommes frites på maven. Sådan ligger vi jo alle sammen engang imellem. Men hvis det er dit profilbillede, så tænker folk, at du ALTID ligger der og sumper, og hvem er interesseret i sådan en?
Man ved typisk undervidst, hvad der mangler
Ofte ved vi godt inderst inde, hvad der skal til for, at vi bliver den bedste version af os selv. Jeg taler ikke om at tabe sig en masse kilo eller andre livsændrende projekter. Det handler om at møde en grundforventning fra omgivelserne og ikke falde igennem (så tit). Hvis vi åbner for TV’et og ser standard underholdningsprogrammer, så ser vi tygge og tynde, høje og lave mennesker. Men fælles for dem er, at de taler og interagerer med selvtillid, kommer op om morgenen, bor i et rent hjem, har et job osv.
Jeg ved godt, at dette er ikke alle forundt af mange forskellige årsager. Men min pointe er, at det er det, som de fleste mennesker derude vil forvente af dig. Det er den ‘normalitet’, som du som minimum skal signalere, at du stræber efter. De færreste ønsker noget andet for andre eller for sig selv, og du vil derfor have svært ved at tiltrække dig opmærksomhed, hvis du ikke viser et minimum af normalitet samt en gnist eller den del af dig, som er mest charmerende.
Referencer
[1] OKCupid (2010) the big lies people tell in online dating: https://theblog.okcupid.com/the-big-lies-people-tell-in-online-dating-a9e3990d6ae2
[2] Data fra interview med Lovla App team. OKCupid data viser, at mænd er 3,5 gange mere tilbøjelige til at sende den første besked sammenlignet med kvinder: OKCupid (2015) A woman’s advantage: https://theblog.okcupid.com/a-womans-advantage-82d5074dde2d