Hvorfor skriver han ikke? Eller, hvorfor skriver hun ikke? Denne artikel handler om at have tålmodighed, når man kommunikerer og dater.
Tålmodighed er baseret på empati, forståelse og behovsudsættelse. Utålmodighed derimod handler om at få sine egne behov dækket, præcis når man ønsker det. I nye relationer er det meget vigtigt, at man er tålmodig, da det modsatte ofte kan tolkes som uempatisk, egoistisk eller desperat.
Hvorfor skriver han ikke – Lær tålmodighed med dine dates
Tålmodighed er utrolig vigtigt, når vi dater og har med andre mennesker at gøre. Der er lille sandsynlighed for, at den første kvinde eller mand vi møder, er den, vi falder for eller skal giftes med. Man skal indstille sig på at kysse mange frøer, før man møder prinsen eller prinsessen på den hvide hest. Desuden er tålmodighed også utrolig vigtigt ved hver date. Dating handler om relationer, og relationer er komplekse og under konstant forandring. Relationer til nye bekendtskaber kræver derfor stor tålmodighed og arbejde at opbygge og vedligeholde.
Vi er alt for utålmodige
Vi lever i et hurtigt samfund, hvor vi er vant til at få vores behov dækket rimelig hurtigt. Men dating kan virke som det stik modsatte – specielt, hvis vi dater for at finde kærligheden. Med tusinder af andre muligheder på hånden på diverse dating-apps, så er vores tålmodighed hurtigt opbrugt, hvis vores date træder bare lidt ved siden af. Det kender jeg kun alt for godt til, når man skriver med flere potentielle dates på én gang, og det så er meget nemt at sortere en fra på grund af et ordvalg eller en anden lille forseelse. Tålmodighed er en dyd, som man nok aldrig skal stoppe med at praktisere.
Træn din empati
Empati er vores evne til at opfatte og forstå andre menneskers følelser. Det er en væsentlig menneskelig egenskab, som er grundlæggende for vores sociale liv. Mennesker uden evne til empati, såsom autister og psykopater, kan ikke forstå eller sætte sig ind i andre menneskers følelsesliv. Det gør det vanskeligt for dem at skabe og fastholde relationer til andre mennesker, da spejling og empati er normale menneskelige egenskaber grundlagt i den tidlige barndom.[1]
Som børn træner vi automatisk empati i barndommen ved spejling. Vi oplever, hvad andre oplever ved at kopiere dem. Det muliggør, at vi kan forstå andres følelser også selvom, vi føler noget andet selv. Som voksne har de fleste mennesker ikke noget problem med at tolke følelser hos andre. Men det kræver indsigt og erfaring at forstå, hvordan andres livsomstændigheder kan påvirke dem og deres adfærd overfor andre mennesker. Vi kan træne empati ved at søge indsigt i andres livsomstændigheder såsom job- og familiesituation.
Vær tålmodig med dating
Empati i forbindelse med dating handler om indsigt i helt almindelige, men væsentlige forhold i andre menneskers liv, som man kan være blind overfor, hvis ikke man har indsigt og udviser tålmodighed. For eksempel kan atypiske og uforudsigelige arbejdstider, et stressende arbejdsliv eller et sygt familiemedlem gøre, at en dating-partner ikke umiddelbart lever op til ens forventninger om hurtig reaktionstid på Tinder-chatten, eller måske bliver han nødt til at aflyse en date. Men hvis han skulle til en akut kræft-scanning med sin mor, er det så ikke en accepteret undskyldning for at rykke tidspunktet for en date?
Døm ikke en, du ikke kender
Som udgangspunkt kender man ikke hinanden og har ikke lovet hinanden noget. Andre mennesker har drømme, ønsker og begrænsninger i livet, som man først skal lære at kende for at forstå deres handlinger. Empati opnås ved at søge forståelse og indsigt. Hvis man fordomsfrit spørger ind til den andens liv, vil man som udgangspunkt få positiv respons. Det er altid dejligt at blive lyttet til og forstået. Samtidig kan vi spejle vores eget liv, drømme og udfordringer i den andens liv, hvilket også gør det nemmere at vælge fra eller til tidligt i forholdet.
Giv tid
Empati medfører også at give den anden tid til at uddybe og udfolde sin personlighed, samt at argumentere for valg og holdninger i livet. Nogle åbner op tidligt og uden problemer. Andre betror sig kun vanskeligt til andre mennesker. Du kan føle, at du har åbnet op overfor et andet menneske, men hvis det andet menneske har en anden opfattelse, så er det fællesnævneren for forholdet. Det vigtige at forstå er, at vi ikke skal dømme folk ud fra vores udgangspunkt, men i stedet på baggrund af deres udgangspunkt. Hvis man kommer 10 minutter for sent til den første date, så kan der være en rigtig god personlig grund til det, som fuldt ud kan undskylde, at man er lidt sent på den. Det ville være ærgerligt, hvis man dømmer for hårdt i den situation.
Tålmodighed betyder ikke, at man er naiv
At arbejde med sin tålmodighed og empati overfor andre betyder ikke, at man nødvendigvis føjer deres vilje og ønsker. Man kan sagtens forstå et andet menneskes bevæggrunde og samtidig nøgternt vurdere, at det menneskes livsstil eller livsanskuelse ikke er kompatibelt med ens egen vision for et forhold eller et liv. Vi har alle præferencer. Måske kan man ikke se sig selv sammen med en, der har natarbejde, eller som har mange rejsedage i løbet af et år. Og det er helt okay at have den holdning og vælge fra på den baggrund. Men man kan ikke tillade sig at blive sur eller skuffet bare fordi, at det andet menneske har valgt at leve og organisere sit liv på den måde.
Bliv ikke utålmodig med din date
Det går hurtigt i den verden, vi lever i. Vi er altid på og til rådighed for andre, når de har behov for at kontakte os. Vi forventes at svare fyldestgørende inden for kort tid. De samme krav gør sig gældende inden for online-dating, hvor tålmodigheden ikke er stor. Vi skal komponere sjove, underholdende og flirtende beskeder flere gange om dagen, møde op veludhvilede, velduftende, nyvaskede og helt skarpe på dates, og vi skal også lige klare hverdagen med job, venner og familie oveni.
Vi har alt for høje forventninger
Men de høje forventninger vi har til os selv og til hinanden kammer nemt over og fører til utålmodighed. Utålmodighed i nye relationer manifesterer sig typisk som beklagelser. Der er ikke forventningsafstemt omkring, hvor ofte eller hvor hurtigt, man kommunikerer, og derfor opstår der måske en konflikt, før relationen overhovedet er startet. Den ene part føler ikke, at hun bliver spejlet og hørt. Måske føler hun sig ligefrem ignoreret. Den anden part føler, at hans aktive livsstil og krævende arbejdssituation ikke bliver forstået, og at det hele går for hurtigt frem.
Lad tvivlen komme din date til gode
Men i begyndelsen af en relation er det vigtigt at lade ens tvivl komme den anden til gode og ikke glemme, at man lige har mødt hinanden. Man skylder ikke hinanden noget, og man kender ikke hinanden. Så man bliver nødt til at tage det roligt, også selvom man på kort tid er blevet meget glad for den anden. Man skal udvise tålmodighed og ikke forsøge at tilrette den anden til ens egen rytme. I stedet skal man forventningsafstemme med hinanden, hvor ofte man skal mødes og skrive sammen.
Utålmodighed fører let til konflikt, som kan ende forholdet
Utålmodighed bunder i egoisme og fokus på egne behov. Virkeligheden stemmer ikke overens med ens forventninger; hvorfor det går så langsomt, eller hvorfor hun ikke svarer? Som udgangspunkt vil der altid være en asymmetrisk forestilling og forhåbning om, hvor langt et forhold har udviklet sig. Ens forhåbning og forståelse af forholdets udviklingsstadie afhænger af en masse forskellige faktorer som for eksempel, hvad man søger i udgangspunktet, hvor mange andre muligheder, man har, samt hvor stærk tiltrækningen er til den pågældende.
En helt ny dating-relation kan typisk ikke holde til en tidlig ’konflikt’. Derfor er der stor sandsynlighed for, at utålmodighed ødelægger forholdet, før det overhovedet er kommet i gang. En relation skal helst starte åben og nysgerrig på den anden og uden at opstille begrænsninger.
To eksempler på dating-forløb
Det utålmodige scenarie: I en uges tid havde jeg skrevet med en pige. Samtalen omhandlede almindeligheder som vejret og arbejde. Vi sendte en tekst om dagen. Jeg havde inviteret hende til at mødes et sted, men hun kunne ikke den dag. Sidst på ugen fik jeg travlt, da jeg skulle færdiggøre en masse ting på arbejdet, før jeg skulle på ferie. Jeg fik ikke skrevet til hende et par dage og modtager på min første feriedag ved poolen en sur besked om, hvor ufint det var at ghoste og ’tak for denne gang’. Beskeden kom bag på mig, da jeg ikke regnede relationen for afsluttet, og da jeg ikke havde i sinde at stoppe relationen. Hun var langt fra den eneste, som ikke havde hørt fra mig i nogle dage. Hun valgte at stoppe relationen ud af det blå uden tålmodighed og empati. Hun kunne have spurgt, hvordan det gik mig, og så var kommunikationen kommet op i gear igen. Historien endte ved, at jeg på min ferie ikke orkede at svare på en sur besked fra en, som jeg ikke kendte.
Det tålmodige scenarie: På samme tid skrev jeg med en anden pige. Vi havde skrevet sammen i nogle måneder med lav frekvens. Jeg havde aflyst en date, og hun havde aflyst en date, men vi var stadig indstillede på at mødes. Kommunikationen var positiv, også selvom der kunne gå flere dage imellem, at man fik et svar. Interessen var der, men forventningerne var sat lavt hos begge. På den måde afspejlede vores interaktion og forventninger forholdets modenhed.
Forventningsafstem med din date
Det er rigtig vigtigt at forventningsafstemme med sin date. De vigtigste ting at forventningsafstemme om er følgende:
- Hvorfor dater jeg?
- Hvor ofte kommunikerer jeg / tjekker kommunikation på Tinder eller besked-tjeneste
- Hvor ofte kan jeg mødes?
- Hvor lang tid skal der ca. gå inden man er klar til et seksuelt forhold?
- Hvornår har jeg lyst til at være eksklusiv?
Ovenstående er nogle emner, som mange ikke får forventningsafstemt omkring.
Spørg så tidligt som muligt
Der er ikke noget galt i at spørge ind til, hvad den andens holdning er så tidligt som muligt. Et andet emne er sex, som dog er lidt mere delikat. Det kan være godt at melde tidligt ud, eventuelt i sin profiltekst –, hvis man ikke har sex på første date, eller hvis man gerne vil lære den anden at kende først. Det er også godt at være så konkret som mulig, når man forventningsafstemmer. Man kan skrive, at man kun tjekker Tinder en gang om dagen, eller kun kan skrive sammen en gang om dagen og ses et par gange om ugen.
Tidligere relationer er skrøbelige
Hvis man ikke forventningsafstemmer, så opstår der hurtigt usikkerheder og misforståelser. Måske vil begge parter gerne mødes, men begge parter føler sig overset. I starten er en relation meget skrøbelig. En aften uden en SMS-besked kan føles som en afvisning, selvom den anden part måske var gået tidligt i seng efter at have afleveret eksamensopgave. Men fordi din date ikke skriver, betyder det ikke, at han afviser dig. Det kan være en indikation på mange ting.
Derfor kan det være fint at spørge helt ’casual’ og med humor, om han stadig er interesseret. Gør det klart, at det er iorden, hvis han ikke er interesseret eller har for travlt. Man kan også invitere ham eller hende ud og se, hvad responsen er. Hvis der ikke er respons, eller han forsøger at vinde tid uden at blive konkret, så er han ikke interesseret nok. Typiske undskyldninger er, at man ikke lige kan overskue det, eller man på grund af arbejde ikke er tilgængelig for tiden. I så fald må personen vende tilbage, når han får tid, og man skal ikke bruge mere tid på vedkommende. Det kan være nødvendigt at slette sit match, så man undgår at skrive igen, selvom den på nuværende tidspunkt er lukket.
Beskeder til at genoplive et døende match
Hej. Jeg synes ikke, jeg hører så meget fra dig. Har du det godt? 🙂 Hvis du ikke længere er interesseret, så er det helt fint. Ville bare lige tjekke.
Hej. Skal vi drikke en kop kaffe på torsdag? Vejret bliver godt! 😉
Man forventningsafstemmer over tid
I de tidlige faser i et forhold, lærer man hinanden at kende. Fasevis og langsomt afstemmer man forventningerne til hinanden. De første måneder er der ikke nødvendigvis en forventning om, at man er eksklusive. Måske er det et emne, man ikke berører, fordi begge parter stadig kan være uafklarede i forhold til, hvordan de ser forholdet. På et tidspunkt opstår der et behov for den ene eller begge parter om at fastslå forholdet som eksklusivt. Det betyder, at man kan ´tage det næste skridt´ og derved investere flere følelser i forholdet. Det sker, når man er nogenlunde sikker på, at den anden ikke forsvinder ud af ens liv med det samme.
Med tiden forstår man hinanden bedre
Når man dater eksklusivt og senere får et officielt forhold og eventuelt flytter sammen, så kender man efterhånden hinanden rigtig godt og har afstemt sine forventninger til retning på ens fælles rejse. Med en familie og børn kommer fokus væk fra forholdet, og det bliver i stedet centreret omkring børnene. Det kan medføre dårligere forventningsafstemning omkring forholdet. Med tiden kan den manglende forventningsafstemning medføre, at forholdet ophører.
Styr på tempoet, når du dater
Bare fordi man er på en dating-app, betyder det ikke, at man aktivt søger at komme i kontakt eller på dates med nogen. Det er ærgerligt, for det ville unægtelig gøre det lidt nemmere, hvis man kunne antage det. Ikke desto mindre synes jeg, at det er helt i orden at forvente et engagement og interesse, hvis man har matchet. Hvis dit match ikke sletter jeres match igen, så må det være, fordi han er interesseret på et eller andet plan.
Interessen er næste aldrig lige stor
Det er naturligt, at jeres interesse måske ikke er lige stor. Måske synes du, at han er megalækker, og hans billeder og profiltekst er rigtig sjov. Du har masser af tid i den kommende uge, og derfor passer det lige helt perfekt med en date. Derimod er han måske lige kommet tilbage på Tinder efter et kortere forhold. Nu har han swipet hele Tinder og har tredive matches, hvor du er en af dem.
Selvom interessen ikke er lige stor, skal man ikke give op. Hvis du gerne vil skrive sammen eller mødes, så skal du ikke sidde og vente, heller ikke, hvis du er kvinde. Men du skal være klar på at få et lunkent svar eller i værste fald blive afvist, selvom I har matchet. Sådan er det. Pointen er, at du har taget styring på processen og driver den frem. Det er en rolle, som traditionelt har tilfaldet manden. Men det gør det unægtelig lidt hurtigere og mere effektivt, hvis kvinden også en gang imellem tager ansvar for at sætte tempoet.
Er dit datingliv gået i stå?
Det kan nogle gange føles som om, at ens datingliv er gået i stå. Måske sidder man fast i nogle usunde mønstre. Føler du, at dating er udmattende og frustrerende?
Har du overvejet at få en dating coach? Jeg kan hjælpe dig videre, så dit dating- og singleliv bliver mere meningsfyldt, sjovere og mere målrettet.
Hvornår har man sex?
Sex er meget intimt, og det kan derfor være svært at lave regler for, hvornår man ’bør’ have sex, da det også kommer an på stemningen i situationen. I Danmark er normen 3-4 dates inde i forholdet. Det kan være en fordel at vente længere, fordi man så også har lært hinanden bedre at kende. Man skal bare huske på, at relationen også kan stoppe efter, man har haft sex, hvis det var en dårlig oplevelse, og man ikke var kompatible rent seksuelt. Sex skal derfor ikke altid ses som noget ophøjet og særligt. Det kan også ses som kødets sprog, som hverken er farligt eller hemmeligt, men nærmere noget, man kan opleve og dele sammen, og hvor man helst skal være på samme bølgelængde. Sex er en vigtig dimension i et parforhold, og derfor er det også vigtigt at få testet rimelig hurtigt, om man er kompatible.
Ude af øje, ude af sind
Hvis man ikke holder momentum i processen, så kan man også risikere, at man ikke kan holde gnisten i live. Ude af øje, ude af sind, som ordsproget siger. Hvis man ikke hver dag mindes om den anden, så forsvinder man hurtigt ud af en andens bevidsthed, da man jo ikke har knyttet tætte bånd endnu. Så skal relationen startes på ny, hvis man overhovedet kan få den startet. Derfor er det også en god idé at skrive rimelig intensivt sammen i starten – minimum én gang om dagen. Men for at man ikke skal løbe tør for emner at skrive om, med en person, som man jo ikke kender -, så er det vigtigt, at man mødes og lærer mere om den andens liv, drømme og planer. På den måde får man også mere samtale, efterhånden som man lukkes ind i hinandens livsverdener.
Alle har et ansvar for initiativet
Alle har et ansvar for at tage initiativ, specielt hvis du vitterligt er interesseret i dit match. Hvis du ikke er interesseret i dit match, så er det bedst at slette matchet hurtigt eller skrive til dit match, at det ikke skal være jer to.
Fokuser på processen – ikke resultatet
Når vi dater, fokuserer vi ofte på resultatet, eller mangel på samme: ’Hvorfor har jeg ikke en kæreste?’ Hvis vi dater for at få sex eller finde en kæreste, så er resultatet af vores anstrengelser meget håndgribelige. Enten får vi sex, eller også gør vi ikke. Enten har vi fundet en kæreste, eller også har vi ikke.
Individualistisk kultur
Vi lever i en individualistisk kultur med stor fokus på det personlige ansvar. Hvis vi ikke har opnået, hvad vi satte os for, så er det vores egen ’skyld’. Hvis vi arbejder hårdt nok med problemstillingen, så vil vi lykkedes en dag. Det positive ved dette synspunkt er, at vores kultur er handlingsorienteret i modsætning til fatalistisk. Vi har lært at fokusere på vores egne fejl og mangler, så vi hele tiden kan forbedre os.
I sport giver det god mening at fokusere på et mål eller et resultat, som vi kan træne frem imod. I individuelle sportsgrene er det kun os, som kan forbedre vores egne resultater. Jo mere vi løbetræner, jo hurtigere løber vi. Men i holdsport eller i dating, hvor vores resultater afhænger af andre mennesker, er billedet mere komplekst. Så er det ikke længere kun op til os selv, om vi når vores mål.
Du kan ikke styre processen
Et stort problem ved vores individualistiske kultur er, at vi tager ansvar for vores mål og resultater i sådan en grad, at vi initialiserer dem. Når vi ikke når vores mål, så må der være noget galt med os. Det kan være en hård byrde at bære rundt på. Det gælder ikke kun i dating-sammenhænge, men også i vores arbejdsliv og familieliv. Eksempelvis antager vi, at vi er dumme eller uduelige, når vi ikke kan finde et job. For meget fokus på resultater og mål kan lede til dårligt selvværd på længere sigt.
Du kan ikke styre en proces på egen hånd frem mod dit mål, fordi I er to om det. Men du kan lade være med at fokusere så meget på målet og i stedet nyde processen. Hvis processen er god betyder det, at du bruger din tid rigtigt. En stærk målfokus kan lede til, at man kæmper i mange år af sit liv med relationer i håb om, at man kan presse andre mennesker ind i det forhold, som man selv forestiller sig. Man forestiller sig, at forholdet vil gøre en lykkelig, når det er etableret. Men man ignorerer, at årene går, og at man ikke er lykkelig i processen.
Referencer
[1] Knafo, Ariel (2008) The developmental origins of a disposition toward empathy: Genetic and environmental contributions. Emotions, 8(6): https://psycnet.apa.org/record/2008-17541-001
Online dating kursus
Online kurset ‘Succes med dating’ fokuserer på at gøre dit dating- og singleliv bedre, sjovere og mere meningsfyldt. Fokus er på dig og dine behov og præferencer. Hvordan laver man en god dating profil og kommer på de rigtige dates for dig. Kurset tager frustrationerne ud af dating, så det bliver mere indholdsgivende og sjovt at finde kærligheden og en kæreste.
Læs mere om kurset herunder.